banner-lille_34

Hyttetur

Hyttetur med skumfiduser, halskæder og krigsskibe

Sommerferien bød på hyttetur med to overnatninger for 17 medhjælpere, bedste venner, reservebedsteforældre og børn i alderen 4 til 13 år på Abildvig Feriekoloni. Stedet var rigtig dejligt beliggende, dybt inde i Corselitze skov, med smuk udsigt over havet. Vejret var med os næsten hele vejen, så der kunne både bades og bages snobrød i lange baner.​

De ældste børn indlogerede sig i sovesalen og fik både fortalt spøgelseshistorier og delt bekymringer og sorger.​

Flere af børnene havde ikke prøvet at sove ude før og var meget stolte da de havde klaret sig gennem natten.​

Lørdag formiddag blev der gravet en jordovn, hvor vi i fællesskab lagde sten i kant og bund og tændte bål. En skinkemignon blev pakket godt ind i bagepapir og staniol og stegte i fire timer under jorden. Ved aftenens sammenligning af traditionelt ovnstegt steg og jordovnens steg var der stor enighed om at jordovnen kunne skabe en særlig saftig og mør steg.​

Lørdag eftermiddag blev der lavet træsløjd. Der blev savet, hamret og limet. Huse, prinsesser, krigsskibe, fyrtårne og robotter opstod ud fra den gode børnefantasi.​

Lidt senere lavede vi fine snoede og flettede armbånd og halskæder. Nogle af børnene pakkede tingene ind som gaver til mor derhjemme.​

Vi fandt en stålorm, som alle børnene kunne røre inden vi slap den fri igen, så den kunne gemme sig mellem blade og græs og måske fange sig en frø til aftensmad.​

Ristning af skumfiduser var en af lørdag aftens højdepunkter.​

Vi håber at der kan komme flere af den slags ture.​

Tak til Fonden “Skandia/Ideer for livet”, som ydede tilskud til turen.​

Hyttetur

1_201

2_205

2_205

Loading...