Den Boligsociale Fond har netop startet et banebrydende efterværnsprojekt for unge i Lolland og Guldborgsund kommuner. Med projektet vil Den Boligsociale Fond hjælpe unge, der har været anbragt uden for hjemmet, og som ikke ønsker at benytte kommunens almindelige tilbud om efterværn.
”Efterværn” er en kommunal foranstaltning for unge, der er fyldt 18 år til og med det fyldte 22. år, og indebærer opretholdelse af visse foranstaltninger, som de unge har modtaget inden de fyldte 18, samt etablering af udslusningsordning.

Den Boligsociale Fonds projekt henvender sig til de unge, der befinder sig i en særlig usikker og til tider kaotisk situation – udenfor samfundets hovedstrøm. De har vanskeligt ved at håndtere og organisere deres hverdag – med bolig, familie, venner, kæreste, myndigheder, uddannelse, job osv. De har ofte svært ved at indgå i almindelige sociale sammenhænge, og har derfor også svært ved at benytte kommunens almindelige tilbud.
I projektet er tilgangen til de unge, at deres situation og deres oplevelser af situationen er individuelle. Udgangspunktet bliver derfor, at de hver især får mulighed for at formulere deres egne oplevelser af deres virkelighed på en sådan måde, at de kan hjælpes til selv at forandre den og dermed få gang i en proces, der i løbet af perioden kan inkludere dem i samfundets sociale sammenhænge.
Med projektet får de bl.a. hjælp til at lære samfundets spilleregler at kende, og hvordan de kan håndtere de på en positiv måde. De lærer deres rettigheder at kende og lærer at gøre brug af dem. De får mulighed for at udvikle sociale netværk, og de involveres i det frivillige arbejde i lokalsamfundet. Og så får de en aktiv støtte til at komme i gang med en ungdomsuddannelse eller et job.
Den Boligsociale Fond forventer i løbet af projektperioden at kunne hjælpe 14-20 unge i alderen 18-20 år. I takt med at de deltagende unges støttebehov gradvist bliver reduceret, vil der blive optaget nye unge i projektet. Projektet modtager unge af begge køn uanset etnisk baggrund.
Yderligere oplysninger om projektet fås hos projektkoordinator Heidi Mersebak på tlf. 2381 0650 eller hos projektvejleder, Merete Dobusz på tlf. 2193 6324.
Projektet holder til i Den Boligsociale Fonds lokaler i Jernbanegade 1 i Nakskov.
Læs mere her.
Den Boligsociale Fond Herredsvejen 2, 3400 Hillerød
Tlf.: 49 70 45 55
E- mail: boligsocial@boligsocial.dk