Vil du være et barns BedsteVen?
eller

Kender du et barn der har brug for en BedsteVen?

 

Nogle børn er særligt sårbare. De går alene med svære tanker og følelser, men ingen voksne,der har overskud til at lytte og støtte.
 
Børnene er typisk mellem 8 og 18 år. Deres baggrund kan være meget forskellig, men fælles for dem er at de mangler en stabil voksen i deres liv og at de som følge deraf er ensomme eller isolerede.
 
Som et barns BedsteVen er du den, der har overskud til at lytte til barnet og sammen kan I lave nogle aktiviteter. Måske tager I en tur i biografen, ud at fiske eller måske sidder I og drikker en kop te, mens I snakker og spiller et spil.
Barn og BedsteVen mødes som regel nogle gange om måneden. Der er ingen krav til uddannelse eller baggrund for en BedsteVen. Det vigtigste er at du har lyst og overskud til at være et barns ven. Dog vil der blive indhentet børne- og straffeattester af sikkerhedsmæssige årsager.
Som BedsteVen vil du blive tilbudt foredrag, sparring og hygge sammen med andre Bedstevenner.
 
 
Måske har du selv et særligt sårbart barn. Det kan være du er alene med barnet og har meget lidt overskud i dagligdagen. Måske skændes I meget derhjemme eller måske lider du af en psykisk sygdom og tænker at dit barn kan have brug for at have en ekstra voksen i sit liv.
 
Fælles for forældre til sårbare børn, som får en BedsteVen, er at de har meget lidt netværk. Familien bor langt væk eller kontakten er sporadisk.
Når forældre vælger at lade deres barn få en BedsteVen, så gør de det, fordi de elsker deres børn og vil dem det bedste. For et barn vil forældrene dog altid være de vigtigste voksne i dets liv, også selvom det ikke er alt det kan tale med sine forældre om.
 
 
Historien om Jakob – Et sårbart barn
Jakob synes ikke det er sjovt at gå i skole. De andre børn driller ham, fordi han ikke har smart tøj ligesom dem. Jakob er heller ikke så god til det med at læse og det er pinligt og han tænker hele tiden på om det går godt derhjemme. Han får ikke så tit lavet lektier for Jakobs mor har ikke tid til at hjælpe. Mor har det ikke så godt. Tit ligger hun på sofaen og ser tv hele dagen. Jakob ved godt at mor har en depression og at hun er meget ked af det, men han føler sig alligevel tit alene om det hele.